Du er her: Forside / Nyt / Nyheder / 2017 / NyS 52-53 er udkommet

NyS 52-53 er udkommet

Det nyeste nummer af NyS, Nydanske Sprogstudier, er et dobbeltnummer med en temadel og en del med blandede artikler.

Emnet for tidsskriftets 5 temaartikler er: Hvor står fronterne i dansk grammatikforskning? Formalisme overfor funktionalisme.

De 5 artikler fremhæver på forskellig vis forskellene mellem de to retninger, men samtidig viser de også at der er flere fælles synspunkter mellem de to lejre end man måske har været forledt til at tro.

Med de enkeltstående bidrag præsenterer dette nummer af NyS en stor bredde i dansk sprogforskning. Du kan læse artikler om:

  • det spirende forskningsfelt retslingvistikken (af Tanya Karoli Christensen)
  • hvordan børn forstår svære sætninger (af Ditte Grandjean og Mads Poulsen)
  • den hidtil ubeskrevne variant af dansk der tales af efterkommere af danske udvandrere til Argentina (af Jan Heegård Petersen og Karoline Kühl)
  • det mentale leksikon ud fra studier af hvordan vi opfatter fonetisk reducerede ord (af Nicolai Pharao, Mia Ridder Malmstedt og Selina Veng).

NyS 52-53 rummer desuden to anmeldelser af store og vigtige sprogvidenskabelige udgivelser, begge fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab: Den Danske Begrebsordbog samt første bind af Dansk Sproghistorie. Begge værker får store roser med på vejen af anmelderne.

NyS 52-53

  • NyS, Nydanske Sprogstudier, er et dansk tidsskrift der siden 1970 har publiceret original dansk sprogforskning. Tidsskriftet udgives af Dansk Sprognævn.
  • Læs mere om NyS, og få adgang til ældre numre af tidsskriftet på NyS' hjemmeside.
  • Adgang til de to nyeste numre af NyS kræver abonnement. Læs mere på NyS' abonnementsside.
Vores hovedopgaver

Sprognævnet er en forskningsinstitution der skal 1) følge det danske sprog, 2) svare på spørgsmål om sproget og 3) fastlægge retskrivningen i Retskrivningsordbogen.

Læs mere ...

Cookies og privatliv

Dsn.dk bruger cookies, men du kan vælge dem fra.

Cookie- og privatlivspolitik