Forside / Nyt / Nyheder / 2010 / Virker sprogpolitikken? Ny ph.d.-afhandling om sprogpolitikker i offentlige institutioner 24.11.2010

Virker sprogpolitikken? Ny ph.d.-afhandling om sprogpolitikker i offentlige institutioner

Mange offentlige institutioner og private virksomheder har fået lavet en sprogpolitik for hvordan medarbejderne bør skrive, holdt kurser om godt sprog for skrivende medarbejdere eller på anden vis prøvet at få medarbejderne til at skrive på nye og anderledes måder. Formålet er ofte at gøre det lettere for almindelige borgere at forstå hvad der står i fx breve og vejledninger. Men virker den slags tiltag? Ændrer de rent faktisk ved de tekster medarbejderne skriver? Og hvorfor?

I en ny ph.d.-afhandling undersøger Anne Kjærgaard to sprogpolitiske projekter i Københavns Kommune og Danmarks Domstole. I afhandlingen undersøger hun om et udvalg af breve og domme i hhv. Københavns Kommune og Danmarks Domstole rent faktisk har ændret sig som følge af de sprogpolitiske projekter. Desuden undersøger hun hvorfor projekterne har haft en bestemt gennemslagskraft i de to organisationer.

Afhandlingen viser at de to sprogpolitiske projekters gennemslagskraft er begrænset. De skrivende medarbejdere der indgår i undersøgelsen, ændrer kun i ganske begrænset omfang deres tekster. Forklaringerne på projekternes ringe gennemslagskraft afhænger i vidt omfang af den enkelte organisation: I Danmarks Domstole spiller dommeruafhængigheden en central rolle. At dommere er uafhængige, betyder bl.a. at ingen kan diktere dommerne hvordan de skal skrive domme – og denne ret til selv at bestemme holder dommerne godt fast på. I Københavns Kommune er en af forklaringerne at initiativtagerne til projektet har fokuseret på brevmodtagernes (formodede) behov
- uden at få overbevist de skrivende medarbejdere om at modtagerne af brevene faktisk har bestemte problemer som det sprogpolitiske projekt kan løse.

Resume af afhandlingen på dansk og engelsk.

Tid og sted

Forsvaret finder sted torsdag d. 2. december 2010, kl. 13.00 (præcis), Det Humanistiske Fakultet, lokale 23.4.39, Njalsgade 120, 2300 København S.

Bedømmelsesudvalget består af  
•    Lektor, ph.d. Dorthe Duncker (formand), Københavns Universitet
•    Universitetslektor, docent Catharina Nyström Höög, Uppsala Universitet
•    Lektor, ph.d. Margrethe Hansen Møller, Syddansk Universitet

Leder af forsvarshandlingen er professor Bente Rosenbeck, Københavns Universitet
 
Afhandlingen er fremlagt til gennemsyn og hjemlån i Det Kgl. Biblioteks information på Københavns Universitet Amager og til gennemsyn på Det Kgl. Biblioteks læsesal Øst, Diamanten samt på INSS, Njalsgade 120, 2300 København S. 

Vores hovedopgaver

Sprognævnet er en forskningsinstitution der skal 1) følge det danske sprog, 2) svare på spørgsmål om sproget og 3) fastlægge retskrivningen i Retskrivningsordbogen.

Læs mere ...

Cookies og privatliv

Dsn.dk bruger cookies, men du kan vælge dem fra.

Cookie- og privatlivspolitik