Du er her: Forside / Arrangementer / Lad ikke fordommene styre hvor meget du forstår!

Lad ikke fordommene styre hvor meget du forstår!

Kom til GRATIS paneldebat i Århus d. 18. september 2017 fra 16-18. Oplæggene vil have et nordisk perspektiv, men man kan også drage paralleller til mødet med andre sprog.

Kom til paneldebat om fordomme og sprogforståelse. Foto: norden.org.

Panelet er bredt sammensat af folk som har praktiske og forskningsmæssige erfaringer med sprogforståelse, og debatten ledes af journalist Nynne Bjerre Christensen.

Målgruppe

Personer der møder børn og unge i deres arbejde, fx folkeskolelærere, gymnasielærere, bibliotekarer, pædagoger osv.

Tid og sted

18. september 2017 kl. 16.-18.00. Godsbanen (vogn 2), Skovgaardsgade 3, 8000 Århus C.

Tilmelding

Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig. Man tilmelder sig ved at sende en mail til sprogfest@fnfnorden.org.

Hvad får man ud af at komme til debatten? 

I mødet med børn og unge kan man som voksen stå i situationer hvor man skal forstå hvad disse børn og unge siger. Det kan sommetider være svært, især hvis dansk ikke er deres modersmål. Her har det en betydning hvordan man forholder sig til det sprog, man bliver mødt med. Har man på forhånd besluttet sig for at forstå den unge? Eller har man ubevidst ladet sine fordomme styre hvor meget man forstår? 

Paneldebatten giver indsigt i hvad det betyder for sprogforståelsen om vi på forhånd har besluttet os for at forstå hinanden eller ej. Oplæggene vil have et nordisk perspektiv, men man kan også drage paralleller til mødet med andre sprog, fx sammenhængen mellem holdninger til sproget og integration.

Paneldeltagerne vil blandt andet forholde sig til følgende spørgsmål

  • Hvad forestiller vi os om de andre nordiske sprog? Er de nemme eller svære at forstå?
  • Hvad ved vi faktisk om nordisk sprogforståelse?
  • Hvad kan man gøre for at forstå de andre nordiske sprog?
  • Hvad kan man gøre for selv at gøre sig forståelig?
  • Hvordan kan man bruge erfaringerne fra nordisk sprogforståelse i andre sammenhænge? For eksempel i kommunikationen med mennesker der ikke har et nordisk sprog som modersmål?

Uddrag fra det indledende oplæg fra Språkrådet i Sverige

Grannspråk, språkliga attityder och språk - förståelse I den nordiska språkgemenskapen kan svenska, norska och danska talare med ganska liten ansträngning förstå varandra utifrån de egna modersmålen. Bidrar denna erfarenhet av att förstå den som talar ”nästan” samma språk till ökad acceptans, så att vi har lättare att kommunicera i det mångspråkiga samhället? Språkförståelse är i stor utsträckning en fråga om attityder, vilket inte minst tv-serien SKAM visar. I paneldebattens form vill vi länka samman den nordiska språkgemenskapen med frågor om språkliga attityder.

Panelet

Nynne Bjerre Christensen, journalist ved Danmarks Radio (mødeleder)

Catharina Nyström Höög, konsulent ved Språkrådet i Sverige (holder indledende oplæg)

Har mange års erfaring med læreruddannelsen i Sverige. Har arbejdet med holdninger til sprog og med godt sprog i det offentlige. 

Henrik Jørgensen, lektor ved Aarhus Universitet 

Har mange års erfaring med samarbejde på tværs af landegrænserne i Norden såvel som uden for. Har forsket i hvordan børnene på Århus’ flersprogede skoler taler dansk. 

Inger Schoonderbeek, lektor i danske dialekter ved Aarhus Universitet

Har mange års erfaring med sproglig variation. Har som hollænder erfaring med hvordan danskere reagerer på at høre dansk med accent.

Karoline Lassen, næsten cand.mag. fra Aarhus Universitet

Arbejder i sit speciale med nordisk sprogforståelse. Har i den anledning helt dugfriske undersøgelser af århusianske skolebørns forståelse af især norsk.

Kjersti Beiermann, børne- og ungdomsbibliotekar ved Haugesund bibliotek i Norge

Studerede på biblioteksskolen i København i begyndelsen af 1990’erne og har dermed egne erfaringer med nordisk sprogforståelse. Har som børne- og ungdomsbibliotekar erfaring med at forstå og tale med børn og unge, både dem med norsk som modersmål og dem med andre sprog som modersmål.

En del af Aarhus Kulturhovedstad 2017

Paneldebatten er en del af Nordisk Sprogfest som bliver afholdt i forbindelse med Århus’ position som europæisk kulturhovedstad i 2017. Arrangørerne af debatten er Netværket for sprognævnene i Norden i samarbejde med Nordisk Sprogkoordination. Læs hele programmet for Nordisk Sprogfest (åbner som pdf)

 

                      

Vores hovedopgaver

Sprognævnet er en forskningsinstitution der skal 1) følge det danske sprog, 2) svare på spørgsmål om sproget og 3) fastlægge retskrivningen i Retskrivningsordbogen.

Læs mere ...

Cookies og privatliv

Dsn.dk bruger cookies, men du kan vælge dem fra.

Cookie- og privatlivspolitik